Ole Nørby

Forskerparken faldt for Oles opfindelse

Me, sitting on my creation

21-årig datatekniker-elev tog udgangspunkt i et tandhjul, da han konstruerede sit helt specielle og tre tons tunge cykelstativ i samarbejde med Forskerparken Odense og AMU Fyn

Af Henrik Bjerg Jensen, hbje@sde.dk

Allerede som dreng blev han kaldt Ole Opfinder, for Ole Nørby er nysgerrig af natur, og hans ti pilfingre gjorde hurtigt den computer ukampdygtig, han som 12-årig fik foræret af sin farfar. Så måtte han have en ny.

I dag ville han selv kunne reparere en beskadiget computer. Blandt flere andre opgaver er den nu 21-årige datateknikerlærling i virksomheden Kortermann-it i Svendborg for eksempel ved at genskabe vigtige informationer i en Macbook Air, som en kunde ved et uheld har spildt en kop the i. 

Ole vil være datatekniker resten af sit liv, og det har han vidst lige fra grundforløbets første uge på Syddansk Erhvervsskole. Han valgte infrastruktur som speciale, for han elsker at skille computere ad og stikke næsen i alle de nye produkter, der hele tiden tilflyder markedet. 

”Og så kan jeg godt lide at reparere computere. Lige som med en bil er det tilfredsstillende selv at kunne skifte reservedele. Programmering er jeg for rastløs til”, fortæller Ole Nørby. 

Forskerparken kalder

Men han kan mere end det. Foran Forskerparken i Odense står det synlige vidnesbyrd om Ole Nørbys talent for design og evne til at få ideer og udvikle dem til håndgribelige, anvendelige brugsting: To specialfremstillede cykelstativer konstrueret som tandhjul. 

”Tandhjul symboliserer for mig, hvordan vi alle er indbyrdes afhængige af hinanden. Et tandhjul kan ikke fungere alene”, siger Ole Nørby.

Han og 8-10 kammerater i Innovationsklassen på Syddansk Erhvervsskole fik stillet opgaven af Forskerparken i Odense: Konstruer et cykelstativ, der er både smukt og funktionelt. Og Ole Nørbys tre tons tunge stativer, som struktør-skolepraktikanter under AMU Fyn har støbt i beton, blev en klar konkurrencevinder.

”Flere og flere tager cyklen ud til Forskerparken, og vi havde kigget i forskellige magasiner efter nye cykelstativer. Men vi fandt kun dem, som findes alle steder, og det fandt vi for kedeligt og kønsløst”, fortæller direktør Helle Thylkjær Henriksen fra Forskerparken.

Så hun henvendte sig til Innovationsklassen, der består af elever fra IT & Data og Center for Visuel Kommunikation og overdrog opgaven til dem. 

Smukt og håndterbart

”Vi er meget interesserede i at samarbejde med flere uddannelsesinstitutioner. Det ligger i Forskerparkens natur. Og det gode ved Ole Nørbys cykelstativ er, at det ikke alene er smukt, men også håndterbart. Enhver kan tænke vilde tanker, men de skal også føres ud i livet, og han har virkelig været lydhør over for vore ønsker. Vi synes nærmest, vi har modtaget en gave fra Syddansk Erhvervsskole og AMU Fyn, men samtidig er det mit indtryk, at også eleverne har fået en god oplevelse ud af projektet”, siger Helle Thylkjær Henriksen.

Det er i øvrigt ikke første gang, Ole Nørby tildeles hæder for sin indsats. Dengang han gik på Sct. Knuds Gymnasium i Odense, blev han og nogle klassekammerater kåret som Fyns Største Filmtalent 2010.

”Jeg var mest interesseret i det tekniske som redigeringstekniker og kameramand. Det kreative havde jeg ikke så meget ansvar for”, fortæller Ole Nørby.